Har I overblik over, hvad I kan bede om som dokumentation for jeres medarbejderes sygdom?

Hvis I er, er I ikke alene. Vi giver jer her overblikket over, hvilken dokumentation I kan bede om, hvornår I kan bede om den, og hvad vi anbefaler.

Hvilke lægeerklæringer findes der, og hvornår kan du bede om den:

De 3 mest brugte lægeerklæringer
De 3 typer er: Friteksterklæringen, varighedsattesten og mulighedserklæringen. Hvilken type I skal anmode medarbejderen om, afhænger af den konkrete situation og jeres aktuelle behov. Der findes også en speciallægeerklæring, som vi ikke kommer ind på her, da den ofte er meget dyr at bede om.

Friteksterklæringen
Lægen beskriver i fri prosa, at medarbejderen er syg. I får derfor normalt ikke noget at vide om, hvor længe medarbejderen forventes at være sygemeldt. Derfor bruges denne type lægeerklæring typisk, når arbejdsgiver blot ønsker en dokumentation på, at medarbejderen er syg.

I kan bede om en friteksterklæring allerede på første sygedag, hvis I ønsker det (medmindre I har overenskomst på virksomheden, hvor der er andre frister).

Varighedsattesten
En varighedsattest kan først udstedes, når medarbejderen har været syg i 14 kalenderdage. Lægen skal komme med sin vurdering af, hvor længe sygdommen forventes at vare. I vil derfor få en indikation af, hvor længe medarbejderen er sygemeldt. Der er kun tale om et skøn fra lægens side, I kan derfor ikke regne med, at medarbejderen er rask, når den skønnede varighed er slut. Det er ikke medarbejderen, der skal meddele jer, at vedkommende stadig er syg. Ønsker I fortsat dokumentation for medarbejderens sygdom, må I anmode om en ny lægeerklæring.

Mulighedserklæringen
Når I indkalder til en samtale, hvor I skal udfylde en mulighedserklæring, bør I samtidig bede medarbejderen om at bestille en tid hos sin læge efter jeres samtale, idet lægen skal udfylde del 2. Hvis medarbejderen ikke er i stand til at deltage i samtalen på grund af sygdommen, kan I holde samtalen telefonisk.

Som navnet antyder, har mulighedserklæringen til formål at belyse medarbejderens muligheder for at udføre arbejdsopgaver på trods af sygdommen. Mulighedserklæringen består af to dele. Den første del skal I og medarbejderen udfylde sammen. Der skal tages stilling til følgende:

  • Funktionsnedsættelsen,
  • de påvirkede jobfunktioner og
  • eventuelle skåneinitiativer, som I og medarbejderen har aftalt. Det kan f.eks. være tilpasning af arbejdet, omplacering, ændrede arbejdsopgaver, hjemmearbejde, kollegahjælp, ledelsesstøtte, fysisk træning, osv.

Når I har udfyldt del 1, skal medarbejderen tage begge dele af erklæringen med til sin læge, som så udfylder del 2.

Samtalen om mulighedserklæringen kan evt. afholdes samtidig med, at I afholder den lovpligtige sygefraværssamtale, som I skal afholde indenfor de første 4 uger fra 1. fraværsdag. I kan bede om en mulighedserklæring fra første sygedag (medmindre I har en overenskomst på virksomheden, der fastsætter andre frister).

Læs mere om sygefraværssamtaler i vores næste nyhedsbrev, der også kommer til at omhandle sygepolitikker.

Hvad anbefaler vi:
Når I ønsker dokumentation for en medarbejders sygdom, anbefaler vi, at dette sker skriftligt med dokumentation for, at medarbejderen har modtaget brevet. Medarbejderen er forpligtet til at efterleve en anmodning om en lægeerklæring. Er jeres normale kommunikationsmiddel e-mail, kan I godt sende kravet om dokumentation pr. e-mail. I skal blot sikre jer, at medarbejderen svarer på e-mailen, så I har dokumentation for, at medarbejderen har modtaget denne. Såfremt I ikke har dokumentationen, og medarbejderen siger, at vedkommende ikke har modtaget en anmodning om lægeerklæring, er det op til jer at bevise, at anmodningen er kommet frem til medarbejderen.

Vi anbefaler, at I skriver i brevet, hvilken type lægeerklæring I ønsker, og at I giver medarbejderen en rimelig frist til at efterkomme anmodningen. Kan medarbejderen ikke efterkomme fristen på grund af ventetid eller ferie hos lægen, skal medarbejderen meddele jer det straks.

Efterlever jeres medarbejder mod forventning ikke jeres anmodning om en lægeerklæring, skal I reagere straks, da I ellers kan blive bundet af passivitet og derved blive nødt til at gennemgå hele processen igen for at få en lægeerklæring. I skal derfor straks kontakte medarbejderen og meddele vedkommende, hvad konsekvensen er. Alt efter hvor grov misligholdelsen er, medarbejderens anciennitet, hvad I tidligere har meddelt medarbejderen i en lignende situation, og om der er andre særlige forhold, vil I kunne give en advarsel, opsige vedkommende og i meget grove tilfælde bortvise.

Kontakt os endelig
Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os på telefon 61 78 63 91 eller mette@peoplevision.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *