Hvem skal betale, når dine medarbejdere skal til lægen, tandlægen eller lignende i arbejdstiden?

Medarbejder og arbejdsgiver kan ofte være i tvivl om, hvornår lægebesøg mv. er arbejdsgiverbetalt.

Vi har fået en forespørgsel om, hvad reglerne på området er, som vi selvfølgelig gerne vil efterkomme. Det er dog et område, som er meget vurderingsbaseret og konkret. Vi anbefaler derfor, at I søger juridisk rådgivning, hvis I er i tvivl eller har specifikke spørgsmål.

Den nedenstående oversigt er derfor vores generelle vejledning over reglerne.

Skal jeres medarbejdere til lægen, tandlægen eller deltage i et behandlingsforløb, der er nødvendigt for, at de kan blive raske eller undgå en lidelse, vil udgangspunktet være, at medarbejderen har ret til frihed i forbindelse med behandlingen.

Medarbejderen har pligt til at placere besøgene udenfor arbejdstiden, så vidt det er muligt. Er det ikke muligt at placere dem udenfor arbejdstiden, skal de lægges, så det er til mindst mulig gene for arbejdsgiver.

Funktionærer og funktionærlignende medarbejdere

Funktionærer har jf. Funktionærloven ret til løn under sygdom. Hvis lægebesøg, tandlægebesøg og lignende er nødvendige for, at medarbejderen bliver rask eller undgår en lidelse, vil de sidestilles med sygdom. I disse tilfælde vil medarbejderen have ret til løn under besøgene. Medarbejderne har dog pligt til at placere besøgene udenfor arbejdstiden, så vidt det er muligt.

Der er ikke ret til betaling under enkeltstående rutinemæssige besøg hos lægen eller tandlægen.

Østre Landsret afsagde i 2016 dom i en sag, hvor en medarbejder, der var ansat som kontorassistent i et vikariat, havde været på hospitalet i forbindelse med en kikkertundersøgelse.

Medarbejderen havde fået indkaldelsen 2 måneder før, hun startede i vikariatet. Det var først aftalt, at hun skulle ansættes den 1. november 2013, men startdatoen blev fremrykket til den 21. oktober 2013. Undersøgelsen var den 29. oktober 2013. Medarbejderen bad om fri til undersøgelsen et par dage efter, hun var startet. Arbejdsgiver indvilligede i at betale for 3 af fraværstimerne, resten af timerne skulle medarbejderen tage af sin flekskonto og derfor selv betale.

Retten fastslog, at medarbejderen havde pligt til at forsøge at placere undersøgelsen udenfor arbejdstiden. Men da det ikke havde været muligt i dette tilfælde, blev fraværet anset som sygdom og arbejdsgiver var forpligtet til at betale løn under fraværet.

Ikke-funktionærer

Medmindre det er aftalt i medarbejderens ansættelseskontrakt, eller i en kollektiv overenskomst, vedkommende er omfattet af, har ikke-funktionærer ikke ret til betaling til at gå til lægen, tandlægen mv.

Ikke-funktionærer kan dog have ret til sygedagpenge til ambulante behandlinger, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Medarbejderen skal have været uafbrudt beskæftiget hos jer de seneste 8 uger før fraværet
  • Medarbejderen skal have været beskæftiget i mindst 74 timer i de 8 uger.

Den ambulante behandling skal:

  • Være læge- eller tandlægeordineret
  • Bestå af 2 eller flere behandlinger som er en del af en behandlingsplan for samme lidelse
  • Uarbejdsdygtigheden skal udgøre mindst 4 timer pr. uge. I de 4 timer medregnes transport og ventetid.

Kontakt os endelig

Har I spørgsmål til aflønning under lægebesøg mv., eller vil I have hjælp til at udarbejde en formulering i jeres personalehåndbog, er I velkomne til at kontakte os på mette@peoplevision.dk, louise@peoplevision.dk eller 61 78 63 91.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *