Der er en del virksomheder, der holder helt eller delvist lukket op til jul og/eller mellem jul og nytår. Her får du et overblik over, hvilke dage der er helligdage, varslingsregler hvis I holder ferielukket, og hvem der betaler for ferien, hvis medarbejderen ikke har optjent nok feriedage eller har brugt al sin optjente ferie inden ferielukningen.
Helligdage
Følgende juledage er helligdage:
- 25. december
- 26. december
- 1. januar
Lukkedage
En del virksomheder vælger at holde lukket den 24. og 31. december. Disse dage er ikke helligdage, hvorfor medarbejderne som udgangspunkt selv skal betale for at holde fri, ved at bruge fx feriedage/afspadsering/feriefridage på dagene. Det samme gælder, hvis I vælger at holde lukket mellem jul og nytår.
Såfremt I som virksomhed af den ene eller anden grund ønsker at ændre antallet af arbejdsgiverbetalte fridage i nedadgående retning, vil det som udgangspunkt være en væsentlig ændring, der skal varsles med medarbejderens opsigelsesvarsel.
Varsling af juleferie
Skal I varsle, at medarbejderne skal holde ferie mellem jul og nytår, skal I varsle ferien afholdt med 1 måneds varsel.
Det vil være en god ide, at det står i jeres personalehåndbog, at I holder ferielukket mellem jul og nytår, så medarbejderne er oplyst om, at de skal holde ferie der i god tid og dermed også er varslet, at de skal holde ferie.
Det er ikke et krav, at varslingen er skriftlig, men skal I kunne dokumentere den, anbefaler vi, at I gør det skriftligt.
Hvad hvis medarbejderne ikke har nok feriedage
I skal i videst muligt omfang sikre jer, at medarbejderen har optjent ferie til alle de dage, virksomheden holder lukket. Gør I ikke det, risikerer I at komme til at betale løn for de pågældende dage.
Holder I lukket på et tidspunkt, hvor en medarbejder, der har været ansat i hele det foregående ferieår og frem til ferielukningen, ikke har optjent betalt ferie til alle dage, virksomheden holder lukket, skal I give feriebetalingen på forskud. I kan modregne i medarbejderens efterfølgende optjening af betalt ferie. Det kan fx være tilfældet, hvis en medarbejder har været på barsel og ikke har fået løn i en del af barslen.
Samtidighedsferie
Efter der er indført samtidighedsferie i den gældende ferielov, vil medarbejderne i det nuværende ferieår (fra 1. september 2021) kun have opsparet 6,24 feriedage til afholdelse i december 2021 og yderligere 2,08 feriedage til afholdelse i januar 2022.
Har I givet en medarbejder lov til at holde fx 5 feriedage i efterårsferien, og medarbejderen derfor ikke har nok feriedage tilbage til jeres ferielukning, er det jer, der skal betale for ferien. Grunden til det er, at det er jer, der skal sikre, at medarbejderne har gemt nogle feriedage til jeres ferielukning.
Har medarbejderen ikke været ansat hele det forudgående ferieår og frem til, I holder ferielukket, og vedkommende derfor ikke har optjent betalt ferie til alle lukkedagene, har medarbejderen ikke ret til løn på de pågældende dage. Det kan fx være tilfældet, hvis medarbejderen er ansat den 1. november 2021 og derfor kun har optjent 2,08 feriedage til afholdelse i december måned.
I kan aftale med medarbejderen, at vedkommende holder ferie på forskud (hvor I modregner i den efterfølgende optjening af ferie) eller I kan trække 4,8 % af månedslønnen pr. dag, medarbejderen holder ferie.
Spørgsmål
Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os på mette@peoplevision.dk eller 61786391.