Sommerferien nærmer sig, men hvad sker der, hvis en medarbejder er syg op til eller under sin ferie?
Der er forskellige regler alt efter, hvornår medarbejderen er syg.
Sygdom opstået inden ferien
Hvis en medarbejder er syg inden ferien er påbegyndt, har vedkommende ret til at holde ferie på et andet tidspunkt.
Hvis medarbejderen har været syg i en periode op til vedkommendes ferie og er medarbejderen ikke kommet tilbage på arbejde, må I regne med, at medarbejderen er syg i sin ferie.
Har medarbejderen ikke været syg i en periode inden ferie, men bliver vedkommende syg op til ferien, skal medarbejderen melde sig syg indenfor normal arbejdstids begyndelse den første feriedag.
Bliver medarbejderen rask i løbet af ferien, skal vedkommende meddele jer det straks. Udgangspunktet er, at medarbejderen derefter skal møde på arbejde. Medarbejderen kan dog også vælge, om vedkommende vil holde den resterende del af ferien. Når medarbejderen melder sig rask, skal vedkommende samtidig meddele jer, om den resterende del af ferien afholdes som planlagt.
Sygdom opstået under ferie
Bliver en medarbejder syg under sin ferie, skal medarbejderen meddele jer det som normalt på første sygedag. Skal medarbejderen fx normalt ringe til en bestemt person inden et bestemt tidspunkt, skal medarbejderen gøre det.
Der er følgende betingelser, der skal være opfyldt for, at medarbejderen kan få erstatningsferie:
- Medarbejderen skal dokumentere sygdommen ved en lægeerklæring, som fastlægger første sygedag. Dette gælder også ved sygdom opstået i udlandet. Medarbejderen skal selv betale for lægeerklæringen.
- Udgangspunktet er, at en medarbejder har 5 sygedage (karensdage) per ferieår, hvis medarbejderen har været ansat i hele ferieåret, hvis medarbejderen ikke har været ansat hele ferieåret, har medarbejderen et forholdsmæssigt antal feriedage. Der er ingen erstatningsferie for de første 5 sygedage (karensdage). Det betyder, at har en medarbejder været syg i 10 dage af sin ferie, vil vedkommende have ret til 5 erstatningsferiedage. De 5 karensdage kan være fordelt på flere ferieperioder i løbet af ferieåret.
- Erstatningsferien afholdes på et senere tidspunkt. Kan medarbejderen ikke nå at afholde erstatningsferien grundet sygdom, overføres feriedagene til det efterfølgende ferieår.
- Bliver medarbejderen rask inden den planlagte ferie er udløbet, skal medarbejderen melde sig rask til jer og meddele, om vedkommende ønsker at holde resten af den planlagte ferie eller møde på arbejde. Det er kun resten af den planlagte ferie, medarbejderen har ret til at holde, medmindre I giver medarbejderen lov til at holde erstatningsferien for sygedagene i forlængelse af den planlagte ferie.
Kontakt os endelig
Har I brug for rådgivning, er I meget velkomne til at kontakte os på 61 78 63 91, mette@peoplevision.dk eller louise@peoplevision.dk.