Klausuler fra 1. januar 2016
Overvejer du at bruge klausuler i jeres ansættelser så læs med her.
OBS: Der er regler før og fra 1. januar 2016. Vi gennemgår klausuler indgået fra 1. januar 2016.
Konkurrenceklausul
Hvad er en konkurrenceklausul
Det er en klausul, der forhindrer jeres medarbejder i at tage arbejde i en konkurrerende virksomhed i en angiven periode efter fratrædelse af sin stilling hos jer.
Følgende betingelser skal være opfyldt, før en konkurrenceklausul er gyldig:
- Den skal være aftalt i ansættelseskontrakten eller i et tillæg.
- Medarbejderen skal have en helt særlig betroet stilling.
- Medarbejderen skal have været ansat hos jer i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder ved fratrædelse.
Følgende skal fremgå skriftligt:
- Hvad der gør, at medarbejderen har en helt særligt betroet stilling.
- Hvor længe klausulen skal gælde (op til 12 måneder).
- Hvad kompensationen er, hvis klausulen løber i op til 6 måneder:
- Mindst 40 % af månedslønnen på fratrædelsestidspunktet pr. måned den er gældende. Får medarbejderen andet passende arbejde, udgør kompensationen mindst 16 % af månedslønnen pr. måned (fra og med den 3. til den 6. måned).
- Hvad kompensationen er, hvis klausulen løber i mindst 6 måneder og op til 12 måneder:
- Mindst 60 % af månedslønnen på fratrædelsestidspunktet pr. måned den er gældende. Får medarbejderen andet passende arbejde, udgør kompensationen mindst 24 % af månedslønnen pr. måned (fra og med den 3. til den 6. måned).
Kompensationen for de første 2 måneder skal udbetales som et engangsbeløb, når medarbejderen fratræder. Bliver medarbejderen berettiget bortvist udbetales der ikke kompensation.
Opsigelse af klausulen
Klausulen kan opsiges med 1 måneds varsel uanset om medarbejderen stadig er ansat hos jer, eller om vedkommende er fratrådt.
Opsiger I klausulen, vil medarbejderen stadig have ret til engangskompensationen, svarende til 2 måneders kompensation, hvis vedkommende fratræder, inden der er gået 6 måneder fra opsigelsen af klausulen.
Hvis medarbejderen overtræder klausulen
Hvis medarbejderen overtræder klausulen, skal vedkommende betale en erstatning til jer. I skal kunne bevise, at I har lidt et reelt tab og størrelsen på det. I kan også vælge at skrive i klausulen, at medarbejderen skal betale en konventionalbod, hvis klausulen overtrædes. Boden betales uanset om der er lidt et tab eller ej.
Kundeklausul
Hvad er en kundeklausul
Hvis I aftaler en kundeklausul med jeres medarbejder, betyder det, at medarbejderen ikke må have forretningsmæssig forbindelse til jeres kunder, leverandører eller øvrige forretningsforbindelse, når vedkommende fratræder.
Følgende betingelser skal være opfyldt, før den er gyldig:
- Den skal være aftalt i ansættelseskontrakten eller i et tillæg.
- Medarbejderen skal have været ansat hos jer i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder ved fratrædelse.
Følgende skal fremgå skriftligt:
- Hvor længe den skal gælde (op til 12 måneder).
- Hvad kompensationen er, hvis klausulen løber i op til 6 måneder:
- Mindst 40 % af månedslønnen på fratrædelsestidspunktet pr. måned den er gældende. Får medarbejderen andet passende arbejde, udgør kompensationen mindst 16 % af månedslønnen pr. måned (fra og med den 3. til den 6. måned).
- Hvad kompensationen er, hvis klausulen løber i mindst 6 måneder og op til 12 måneder:
- Mindst 60 % af månedslønnen på fratrædelsestidspunktet pr. måned den er gældende. Får medarbejderen andet passende arbejde, udgør kompensationen mindst 24 % af månedslønnen pr. måned (fra og med den 3. til den 6. måned).
Kompensationen for de første 2 måneder skal udbetales som et engangsbeløb, når medarbejderen fratræder. Bliver medarbejderen berettiget bortvist udbetales der ikke kompensation.
Opsigelse af klausulen
Se under konkurrenceklausul.
Hvis medarbejderen overtræder klausulen
Se under konkurrenceklausul.
Kombineret klausul
Hvad er en kombineret klausul
En kombineret klausul består både af en konkurrenceklausul og en kundeklausul. Det vil sige, at aftaler I en kombineret klausul med jeres medarbejder, må vedkommende ikke acceptere et job i en konkurrerende virksomhed, når vedkommende fratræder. Medarbejderen må heller ikke udføre arbejde for jeres kunder, leverandører eller øvrige forretningsforbindelser, når vedkommende fratræder.
Følgende betingelser skal være opfyldt, før den er gyldig:
- Den skal være aftalt i ansættelseskontrakten eller i et tillæg.
- Medarbejderen skal have en helt særlig betroet stilling.
- Medarbejderen skal have været ansat hos jer i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder ved fratrædelse.
Følgende skal fremgå skriftligt:
- Hvad der gør, at medarbejderen har en helt særligt betroet stilling.
- Hvor længe den gælder. Den kan maksimalt gælde i 6 måneder efter fratrædelsen.
- Hvad kompensationen er. Kompensationen skal minimum være 60 % af lønnen på fratrædelsestidspunktet. Får medarbejderen andet passende arbejde, udgør kompensationen mindst 24 % af månedslønnen pr. måned (fra og med den 3. til den 6. måned).
Kompensationen for de første 2 måneder skal udbetales som et engangsbeløb, når medarbejderen fratræder. Bliver medarbejderen berettiget bortvist udbetales der ikke kompensation.
Opsigelse af klausulen
Se under konkurrenceklausul.
Hvis medarbejderen overtræder klausulen
Se under konkurrenceklausul.
Kontakt os endelig
Har I spørgsmål til ansættelsesklausuler, kontakter I os på mette@peoplevision.dk eller på 61 78 63 91.