En fratrædelsesaftale er en aftale mellem jer og medarbejderen, hvor I aftaler nogle vilkår for medarbejderens fratrædelse. Udgangspunktet må altid være, at aftalen er en fordel for begge parter.
Fratrædelsesaftaler behøver ikke at være komplicerede, men de kræver, at man ved, hvad man har med at gøre.
Det vil altid være en konkret vurdering, om en fratrædelsesaftale vil være en fordel i jeres tilfælde.
Vi anbefaler altid, at hvis I ikke har viden og erfaring om fratrædelsesaftaler, at I søger juridisk bistand i forbindelse med indgåelse af fratrædelsesaftaler.
Hvorfor indgå en fratrædelsesaftale
Der er forskellige grunde til, at det kan være en god ide at indgå en fratrædelsesaftale med en medarbejder. Det kan være et gensidigt hensyn eller et overvejende hensyn til medarbejderen eller arbejdsgiver. Begge parter kan godt tage initiativet til en fratrædelsesaftale.
Det kan også være, at I står i en situation, hvor I har svært ved at vurdere, hvad risikoen er ved en almindelig opsigelse, og om I evt. risikerer at komme til at betale en godtgørelse til medarbejderen. Her kan fratrædelsesaftalen være en god løsning for at få afklaret betingelserne for medarbejderens fratræden, imens medarbejderen stadig er ansat. Læs om opsigelser her: https://peoplevision.dk/opsigelse/.
Hvad er er fratrædelsesaftale
Selvom en fratrædelsesaftale er en gensidig aftale mellem jer og medarbejderen, bliver den juridisk set betragtet som en opsigelse fra jeres side. Det er derfor det opsigelsesvarsel, I har, når I skal opsige medarbejderen, man går ud fra.
Hvad skal I være opmærksomme på ved indgåelse af fratrædelsesaftaler
Når I indgår fratrædelsesaftaler, er det vigtigt, at medarbejderen har forstået, og er indforstået med, hvad det er, I aftaler.
Vi anbefaler, at medarbejderen får aftalen godkendt af sin fagforening eller advokat. Hvis medarbejderen skriver under på en fratrædelsesaftale, som senere bliver kendt ugyldig ved domstolene, risikerer I at komme til at betale en yderligere godtgørelse.
Ligesom medarbejderen opfordres til at søge juridisk bistand i forbindelse med indgåelse af en fratrædelsesaftale, er det også en god ide, at I gør det, hvis I er i tvivl om, hvad den skal indeholde.
Hvad skal der stå i en fratrædelsesaftale
I skal skrive meget klart og præcist, hvad det er, I aftaler. Nedenstående er vores forslag til, hvad der kan stå i en fratrædelsesaftale. Er I det mindste i tvivl, anbefaler vi, at I søger juridisk bistand.
- At der er indgået en gensidig aftale, og at I er enige om vilkårene.
- At det er jer, der opsiger medarbejderen.
- Hvornår medarbejderen skal fratræde.
- En evt. godtgørelse, efter hvilken lov og størrelsen på denne.
- Hvis medarbejderen har ret til en fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.
- Om medarbejderen skal fritstilles.
- Om medarbejderen skal holde ferie i opsigelsesperioden.
- Hvis I bliver enige om, at medarbejderen ikke kan rejse krav efter bestemte love, skriver I det.
- At medarbejderen har tavshedspligt i forhold til jeres forretningshemmeligheder.
- At medarbejderen har loyalitetspligt overfor jer.
- At medarbejderen er blevet opfordret til at søge juridisk bistand i forbindelse med indgåelsen af aftalen.
- Underskrifter
Hvordan sikrer I jer den bedste aftale for jer og medarbejderen
Det er individuelt, hvad behovet er i den konkrete situation, ligesom det er individuelt, hvad der er vigtigst for medarbejderen. Nogle medarbejdere vægter fx et længere opsigelsesvarsel højere end en fritstilling. Mens andre hellere vil have en pose penge i form af en godtgørelse. Det er jer, der bedst ved, hvad det er, jeres medarbejder gerne vil have ud af en aftale. I skal, forinden I indgår en fratrædelsesaftale, gøre op med jer selv, hvad I gerne vil tilbyde medarbejderen, så I sikrer jer, at I holder jer indenfor det, når I skal forhandle med medarbejderen.
Har I brug for hjælp?
Vi har indgået mange fratrædelsesaftaler, har I derfor brug for juridisk bistand i forbindelse med indgåelse af fratrædelsesaftaler, er I velkomne til at kontakte os på mette@peoplevision.dk, louise@peoplevision.dk eller 61 78 63 91.