Når I skal skrive et jobopslag, bør det indeholde oplysninger om, hvilke personlige og faglige kvalifikationer, I lægger vægt på hos jeres nye medarbejder. Der er dog vigtigt, at det ikke er diskriminerende – hverken direkte eller indirekte – da det er forbudt jævnfør diskriminationslovgivningen.
Direkte forskelsbehandling
Direkte forskelsbehandling er, hvis I fx direkte skriver i jobopslaget, at I søger efter en medarbejder med en bestemt race, religion eller alder.
Indirekte forskelsbehandling
Der er tale om indirekte forskelsbehandling, hvis I stiller krav til en ansøger, der ikke er saglige i forhold til det job, der skal besættes, og kravet rammer en bestemt gruppe.
I må ikke lægge vægt på følgende:
- Køn
- race, hudfarve, sociale eller etniske oprindelse
- religion
- politiske anskuelse
- seksuel orientering
- alder
- handicap
Køn
I må ikke søge efter en medarbejder med et bestemt køn. Vi anbefaler, at I ikke bruger udtryk som ”altmuligmand” og ”rengøringskone”, da det kan tolkes som om, at I kun søger efter hhv. en mand eller kvinde. Bruger I den slags udtryk, skal det fremgå meget tydeligt af jobopslaget, at I søger efter begge køn.
I må dog gerne opfordre det underrepræsenterede køn i at søge stillingen. Gør I det, skal I også skrive, at det underrepræsenterede køn ikke har en fortrinsstilling.
Race, hudfarve, sociale og etniske oprindelse
Det er klart, at I ikke direkte må skrive, at I søger efter en medarbejder med en bestemt race, hudfarve eller etnisk oprindelse.
Et krav om, at ansøgeren fx skal kunne tale og skrive et bestemt sprog, kan være indirekte diskrimination, idet I på den måde kan udelukke bestemte befolkningsgrupper. Har I en saglig begrundelse for, at medarbejderen skal kunne tale og skrive et bestemt sprog, er det dog tilladt at lægge vægt på dette. Men er det ikke nødvendigt at kunne skrive og tale fx perfekt dansk for at bestride stillingen, vil det være forbudt at lægge vægt på det.
Religion eller tro
Det må ikke ved annoncering angives, at I søger efter en ansøger med en bestemt religion eller tro. Dette gælder dog ikke for virksomheder, hvis udtrykte formål er at fremme et bestemt religiøst standpunkt eller trosretning, og hvor medarbejderens religiøse overbevisning eller trosretning har betydning for virksomheden.
Politisk anskuelse
I må heller ikke lægge vægt på, at en ansøger har en bestemt politisk anskuelse, fx om vedkommende er medlem af et bestemt parti.
Seksuel orientering
I må ikke udelukke eller søge efter medarbejdere med en bestemt seksuel orientering.
Alder
Som vi skrev i det sidste nyhedsbrev, må I ikke på nogen måde spørge om ansøgerens alder i jeres rekrutteringsproces. Læs mere her: https://peoplevision.dk/nu-ma-i-ikke-laengere-sporge-om-hvor-gammel-en-ansoger-er/.
I må heller ikke søge efter medarbejdere med en bestemt alder, medmindre der er særlige grunde til det, fx at I er omfattet af en kollektiv overenskomst med særlige aflønninger for unge – se https://peoplevision.dk/nu-ma-i-ikke-laengere-sporge-om-hvor-gammel-en-ansoger-er/.
Handicap
I må ikke i et jobopslag angive, at I søger eller foretrækker medarbejdere uden eller med et handicap. Om en medarbejder er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb, kan være meget svært at vurdere. Det er ikke defineret i lovgivningen, hvad der ”handicap” er. EU-domstolen har udtalt, at et handicap skal forstås som:
”..at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere”.
I en sag fra ligebehandlingsnævnet kom man frem til, at tal- og ordblindhed er omfattet af handicapbegrebet, og at et jobopslag hvor en virksomhed havde søgt efter en truckfører, der ikke var tal- og ordblind, var i strid med loven.
Hvad koster det at skrive et diskriminerende jobopslag
Det koster typisk 25.000 kr. i godtgørelse til den diskriminerede part.
I vores næste nyhedsbrev kommer vi ind på, hvad I ikke må lægge vægt på og spørge om til jobsamtalen.
Har I spørgsmål
Så kontakt os endelig på mette@peoplevison.dk, louise@peoplevision.dk eller 61 78 63 91.